Dagbog

Klik på et billede for at se det i stor størrelse.
Brug Tilbage-knappen for at returnere til dagbogen.


02. marts 2002

 

I dag fik vi besøg fra Danmark af Grethe og Bent, de bliver i Sisimiut en uge. Deres ankomst blev forsinket med et døgn. På grund af dårligt vejr blev der ikke fløjet indenrigs i Grønland fredag, så de måtte overnatte på hotellet i Sdr.Strømfjord (Kangerlussuaq)
13. januar 2002

Sådan ser man ud efter 20 km på ski i 18 graders frost.

I den sidste uge har temperaturen konstant ligget mellem -15 og -20 grader. Der er kommet ca. 40 cm sne, oven på det vi havde i forvejen. Så skiføret er ved at være perfekt.

I den forløbne uge er det blevet til godt 100 km på ski for mit vedkommende - tilfredsstillende det kolde vejr taget i betragtning. Vejrudsigten for de kommende dage lyder på -10 grader, hvis det holder kan jeg næsten ikke forlange det bedre.

 


Tirsdag den 4. december

Så kom Håndbold-VM i gang for de grønlandske piger. Efter en meget jævnbyrdig kamp løb jugoslaverne dog fra grønlænderne i de sidste 58 minutter af kampen og vandt 35-13.

Men vi spiller igen onsdag!!!

Onsdag den 5. december

I dag var det meget tæt på at lykkes. Efter kæmpe-føringer til Grønland på både 1-0 og 2-1 var det stadig lige 3-3 da der manglede 53 minutter. Desværre scorede Korea et par lette mål i kampens sidste sekunder og en vandt en heldig sejr på 27-12

Men vi spiller igen torsdag!!! 

3. knebne nederlag på stribe. Denne gang blev det 29-13 til Rusland i en kamp der blev præget af 2 herrer fra Algeriet, der havde lånt et par dommertrøjer og en fløjte. Fridag fredag og derefter gælder det lørdagens kamp mod Japan. Den kamp kan ikke tabes, de har ikke fået et eneste point i de 3 første kampe. Utroligt hvordan det hold har kvalificeret sig til VM.


Mandag den 26. november blev dagen hvor skiene kom i brug, det blev til en tur på 8-10 km i 14 graders frost. Hvilken herlig fornemmelse. Der er ikke kørt spor op, men det skulle efter planen ske til weekenden.

 

23. november 2001
I aften var vi til generalforsamlingen i SSP-Langrend, Sisimiut - vores skiklub.

Vores første kontakt med skiklubben var deltagelse i generalforsamlingen, der startede med spisning. Alle havde medbragt en ret til arrangementet. Det var en god anledning til at få smagt nogle af de grønlandske retter. Der blev bl.a. serveret:

  • stegt sælkød
  • rensdyrsteg
  • tørret torsk
  • mattak  (hvalhud, der nydes råt, skåret i små bidder. Det er sejt, smager lidt af nødder og er en yndet spise)
  • rensdyr-wok
  • fiskesuppe

Selve generalforsamlingen foregik på grønlandsk, vi sad ved siden af en af Elses kolleger, der oversatte lidt for os. Det er stort set de samme emner man beskæftiger sig med i en idrætsforening i Grønland som vi kender det fra Danmark:

  • problemer med at skaffe officials, bestyrelsesmedlemmer o.lign.
  • økonomi
  • kommunale tilskudsordninger

En stor post i regnskabet er rejseudgifter. Af en omsætning på 256.000 kroner er der brugt 128.000 kroner på rejseudgifter til GM og DM i Sverige.

Læs formandens beretning

 

22. november 2001
Valgresultatet i Grønland gav et lidt overraskende udfald. 1 mandat til IA (SF), og 1 mandat til Siumut (social- demokratiet). Her blev de borgerlige udraderet p.g.a. deres støtte til et forslag om en 75% lønforhøjelse til landstingsmedlemmer, samtidig med at man opfordrer befolkningen til at holde igen. Det gik også hårdt ud over Siumut, der kun fik halvt så mange stemmer, som ved sidste valg.

Nu har vi endelig fået leveret en ny computer, og fået alt installeret på den, så den nu er køreklar. Det har også taget leverandøren over 2 måneder først at erkende at der var et problem, og derefter at få problemet løst. 

 

20. november 2001
Folketingsvalget
Efter at have fulgt Tv-duellen søndag aften mellem Nyrup og Fogh kan man se, at der er langt fra Danmark til Grønland. Her er et af de væsentligste temaer i valgkampen selvstyre. Vi hører mange gode argumenter for en større grad af løsrivelse fra Danmark; men i bedste Fogh-stil undlader man at tale om finansieringen - for vi vil selvfølgelig gerne beholde det årlige bloktilskud fra Danmark.

Her står valget ikke mellem Nyrup eller Fogh; men mellem Kleist, Grønvold, Lyberth og Stenholdt m.fl. - og partierne hedder Siumut, Atassut, Inuit Ataqatigiit og Kandidatforbundet.

Partiet Atassuts logo

 

Partiet Siumuts logo

 

Hvilke grupperinger i det danske folketing kandidaterne vil støtte, kan man ikke få et klart svar på, det kommer an på, hvem der i regeringsforhandlingerne kan tilbyde mest til Grønland. Dette er jo i grunden prisværdigt; men det gør det jo lidt vanskeligere for os, at sætte et kryds den 20.november. 

Måske sætter vi et kryds, der kommer til at støtte en Fogh-Pia-Glistrup-regering. Sker det bliver vi nok nogle år her i Sisimiut. 
(Four More Years - får pludselig en ny betydning)

Ja dette var lidt tanker her efter midnat, efter en weekend hvor det meste er foregået indendørs, da det har været et forrygende stormvejr. Nu har stormen lagt sig, og vejrudsigten ser fint ud for den kommende uge.

 

18. november 2001

 

Kaffemik

Jeg har fødselsdag søndag den 18. november og holder kaffemik fra kl. 14.00

Else

28.oktober 2001

Her ser I årsagen til at der ikke er blevet foretaget opdateringer på hjemmesiden i snart 3 uger. Den nyindkøbte computer har voldt store kvaler, stort set alt er udskiftet i den, men uden resultat. Nu har leverandøren opgivet at få den til at fungere, og vi får en helt ny computer i stedet. 
Så nu krydser vi fingre for at nu får en velfungerende pc.

Det I først og fremmest skal lægge mærke til på dette billede, er ikke sneen og ikke Else - MEN den nyindkøbte sælskindspels, som er smuk og dejlig varm. 
Der er flere flotte sælarter; men vi valgte skind fra den traditionelle grønlandssæl.

Sneen vi fik i begyndelsen af oktober fik desværre ikke lov til at ligge ret længe. Efter en uges tid slog vejret om til tøvejr, og en del af sneen forsvandt.
Nu er det blevet frostvejr igen, og søerne er frosset til, så med nyt snefald er vi klar til skisæsonen.

 

 

9.oktober 2001
I dag kom den første sne endelig. Det har trukket op til det i flere dage, og temperaturen har de senest dage været omkring frysepunktet hele døgnet.

Vejrudsigten lover mere sne de kommende dage.

 

1. oktober 2001
Nu har vi været en måned i Sisimiut, og har fået os indrettet. Tingene går ikke så hurtigt i Grønland, og det varede næsten 3 uger før vi fik leveret vores nye computer, som vi havde bestilt inden vi rejste herop. Nu er den her, og vi har nu mulighed for at sende nyt fra Sisimiut.

 

De gule bygninger til højre på billedet er Sygehuset. Vi bor i den nederste af de grønne blokke – 200 meter mellem hjem og arbejde – fint.

I forgrunden af billedet ses kirkegården med de mange ens hvide kors.

Sisimiut er meget kuperet, omkranset af fjelde og havet.

 

Her bor vi bag den grønne dør i stueetagen.  

Lejligheden er en god 2 værelses lejlighed, godt indrettet og pænt møbleret

 

 

I stuen har vi en dobbelt sovesofa, så hvis I skulle komme forbi skal I være velkomne. Kommer I mere end 2 af gangen finder vi et værelse ude i byen. Her er både hotel, sømandshjem samt Knud Rasmussens Højskole. I øvrigt er der også gode muligheder for privat indkvartering eller et kollegieværelse på sygehuset.

 

Her ses udsigten ud over Ulkebugten fra stuevinduet i vores lejlighed. I baggrunden Davis Strædet, havet mellem Grønland og Canada. Der er kun ca. 300 km. til Canadas kyst herfra.

Broen midt i billedet er bygget i forbindelse med lufthavnsbyggeriet i 1998. Lufthavnen er placeret på den tange, der ses umiddelbart over broen. Lufthavnsbygningen er skjult bag fjeldet.

Afstanden til lufthavnen er ca. 6 km., den længste sammenhængende vejstrækning i Sisimiut.

Nederst ses den samme udsigt ved solnedgang.

 

Der er mulighed for mange smukke vandre-/løbeture i området omkring byen. I løbet af 5 minutter er vi ude i fjeldet.
Fjeldet står i øjeblikket i efterårsfarver, og der er en varieret beplantning med masser af bær, sortebær og blåbær, men ingen træer og buske.

 

Der er mange søer og vandløb med det klareste vand.

 

 

 

Som det ses er der endnu kun sne på fjeldtoppene. Temperaturen når om natten ned under frysepunktet, men endnu få plusgrader de fleste dage. Men det virker ikke særligt koldt.

 

 

Mange steder i byen er der slædehunde, også neden for vores vinduer. Hele sommeren står de bundet som her, og venter kun på at der kommer sne, så de kan komme ud at arbejde igen.

Man vænner sig hurtigt til, at de er en del af bybilledet. I øjeblikket er der rigtig mange hvalpe. De må løbe løst indtil de er 4 måneder gamle. De leger og er frække ligesom alle andre hundehvalpe.

 

Dette er nogle af de første indtryk vi har fået i Sisimiut, men vi længes ligesom hundene efter sneen.

 

ZIP Stat
Flere...